August-nyt 2016
Så blev sommerferien overstået og forhåbentlig nydt og de fleste er vendt tilbage til hverdagen. Vi har nydt det vekslende vejr, så græsset til dyrene har groet efter det tørre forår. Der er også blevet plukket over 20kg syltekirsebær på et enkelt lille træ og nu venter blommerne. Så fryseren kan hurtigt blive fyldt med sommerminder til vinterens brug. I skrivende stund loves 30 grader, så får og lam finder skygge under deres halvtag, men varmen varer vist kun et par dage.
På grund af et skadet knæ har det ikke været muligt at komme op ad trappen til computeren. Derfor er der ikke blevet sendt nyhedsbreve ud til jer. (Moralen er: man skal ikke stille sig i vejen for et får, der sætter afsted i fuldt firspring.) I tiden med benskinne på har jeg da heldigvis kunnet arbejde med strikkepindene og filtenålen, så der er kommet en del færdige modeller på hylderne.
Kulinarisk Rosenfeldt
Søndag den 4. september er vi atter på Kulinarisk Rosenfeldt på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg. Det er et hyggeligt marked med kvalitetsfødevarer og fødevarerelateret kunsthåndværk. På www.kulinariskrosenfeldt.dk kan du se udstillere og få et overblik over de mange aktiviteter for store og små.
Og vi glæder os til at vise vores flotte garn og opskrifter, samt færdigstrik m.m.
Ring gerne, hvis du ønsker vi skal tage en særlig vare med. tlf. 57 52 26 48
Høstfestival i Lejre
Lørdag den 10. september er vi på Lejre Høstfestival i Domus Felix, Bygaden 20 i Lejre. Et hyggeligt marked for lokale producenter af fødevarer og kunsthåndværk. Programmet er endnu ikke helt fastlagt, men hold øje med www.lejrehoestfestival.dk når tiden nærmer sig.
Med venlig hilsen
Charlotte Kaspersen
Lammestrup Pelsfår
|